For lidt tid siden skrev jeg om kropskontakt på min blog NeoHippie.dk. Hvordan og hvorfor min mand Benjamin og jeg har besluttet, at vores nyfødte søn Anakin skal have konstant kropskontakt, indtil han når kravlealderen. Vi besluttede dette under graviditeten efter at have læst bogen “The Continuum Concept”, som handler om forældreskab hos stammer i Sydamerika. I disse stammer er børnene konstant i arme, i slynge, på hofte, i skødet eller på maven fra de bliver født, til de selv er gamle nok til at kravle væk og tilbage.
Dette er de fordi, vi mennesker evolutionært set ville være i fare, hvis vi blev lagt alene uden at kunne forsvare os. Derfor reagerer spædbørn ofte helt biologisk med stress og gråd som overlevelsesmekanisme, hvis de bliver lagt alene - fx i vugger, på legetæpper eller i barnevogne, selvom dette i vores samfund ikke er farligt. Det ved en baby ikke.
Da vi fik vores første barn Aston, endte vi ret hurtigt med også at give hende konstant kropskontakt, rent intuitivt. Hun græd, når hun lå alene i barnevogn eller vugge, hvilket stressede både hende og os. Derfor solgte vi både barnevogn og vugge og begyndte at bruge slynge og samsove i stedet på fuld tid. Derefter var hun altid helt rolig og vi det blev vi som følge også.
Betydningen af kropskontakt
Kropskontakt har nemlig en enorm betydning for børn - og voksne for den sags skyld. Det er dokumenteret, at børn der bliver båret, er mindre urolige, mindre stressede og generelt græder mindre. Derfor anbefales det efterhånden af alle sundhedsprofessionelle, at spædbørn får så meget kropskontakt som overhovedet muligt.
Læs også: Slynger og vikler gør dit barn trygt og roligt
Men hvad så, når de ikke er spædbørn mere? Forsvinder deres behov for kropskontakt?
Nej. Berøring og hyppig kropskontakt er i følge psykologer afgørende for børns udvikling og sundhed hele barndommen igennem - og endda også for voksne menneskernes psykiske velvære.
På trods af dette er berøring ikke en prioritet i vores samfund. I et samfund fuld af individualister, der har behov for personlig plads og udfoldelse, er berøring kraftigt nedprioriteret.
Vi sætter ganske vist ofte tid af til intens kropskontakt de første par uger efter fødslen, hvor barnet ofte ligger hos moderen og måske etablerer amningen. Men derefter går løsrivelsen også straks i gang. Barnet får en gummisut i stedet for huden på brystet. Barnet flyttes over i vugge. Barnet lægges på legetæppe og i barnevogn. Vi skal, som individualister, kunne have hænderne frie og barnet skal lære at blive selvstændigt.
Når barnet så bliver lidt større, bliver det ofte afleveret i pasningstilbud i dagtimerne. Fra morgen til eftermiddag leger barnet med andre børn, men modtager sjældent kropskontakt eller længerevarig berøring. Når barnet bliver hentet, er det ofte i klapvogn, i bilsæde eller bag på cyklen.
Barnet skal hjem og lege, se fjernsyn eller spille tablet, mens der laves mad og derefter puttes. Ofte alene og på eget værelse og det skal helst sove igennem. Og sådan kører rutinen hos mange børnefamilier. Ofte glemmer selv forældrene at røre ved hinanden, da hverdagen er stresset og hektisk og man måske sover bedre, hvis man ikke ligger i ske.
Det er helt forståeligt, at det er sådan. Det er det, vi lærer og ser hos andre. Det er det, vi bliver anbefalet af sundhedsplejersker eller familiemedlemmer med velmenende råd til at få hænderne frie. Det er sådan, vi forventer, at det skal være at blive forældre. Vi forventer, at kunne fortsætte med at tage på arbejde, til middag med veninderne eller manden og have aftenen fri til at se film, læse en bog eller bare få lidt fred i hovedet. Det er helt normalt i den vestlige verden. Men det er ikke uden konsekvenser. Og konsekvensen er hudsult.
Hudsult, eller manglende kropsberøring, er meget udbredt i den vestlige verden. Berøring får kroppen til at producere hormonet oxytocin, hvilket giver os lykkefølelse, beroliger os og hjælper os med at skabe relationer. Konsekvensen af manglende kropskontakt i hverdagen er derfor, at mennesker, særligt børn, bliver mere aggressive, nedtrykte, stressede og angste. Netop psykiske sygdomme relateret til disse følelser bliver mere og mere udbredte i den vestlige verden - og ses stort set ikke i andre dele af verden.
Hvad kan vi gøre?
Vores livsstil i den vestlige verden lægger ikke op til meget kropskontakt, hverken til voksne eller børn. Ikke alle forældre har lyst til - eller mulighed for - at holde deres børn i arme eller være sammen med dem hele tiden. Mange føler det nødvendigt, eller måske endda sundt, at få dem passet i institution. Mange forældre er meget glade for barnevogn og klapvogn eller ville sove elendigt, hvis de skulle sove i samme seng som deres børn. En slynge vil være et godt udgangspunkt. Her kan du finde et stort udvalg.
Men det betyder ikke, at vi ikke kan lade os inspirere af andre samfund alligevel. Samfund som fx indianerstammerne i Sydamerika, hvor stress og gråd er uhørt. Hvor deres børn er en forlængelse af dem selv.
I vores familie har vi valgt helt at adoptere denne stammelivsstil i vores hverdag, hvilket jeg skriver mere om på min blog. Men hvad enten forældres holdning er til - eller behov er for - pasningstilbud, kæresteaftener, vugger, barnevogne og sutter, så er det måske bare vigtigt at tænke over, at disse ting alle tager kropskontakt væk fra børnene. Og at børn i vores del af verden har behov for mere kropskontakt.
Så hvis man er glad for barnevognen til lur om dagen, kan man måske prøve at ligge i arm med barnet under putningen om aftenen eller samsove om natten. Er barnet i pasningstilbud, kan man måske hente det i slynge på maven, i stedet for i klapvogn. Og hvis intet af dette er muligt, kan man måske bare prøve at huske at give sit barn lidt flere kram i løbet af dagen. Det kunne vi vist alle sammen godt bruge <3
