Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Samliv»Børn går efter den ægte vare

Børn går efter den ægte vare

Skrevet af 

Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

–      Er du sikker?
–      Ja–ja …
 
Bliver vi svaret. (Ja-ja betyder ofte nej).
 
Dobbeltheden i svaret afføder en uro i vores system og giver anledning til en masse tankevirksomhed: Var hun/han mon ok med at gøre det for mig? Var det for meget at bede om? Har jeg gjort noget, jeg ikke ved? Skal jeg sige, at jeg gør det selv?
 
Vi kommer med andre ord på overarbejde i relationen. På overarbejde i forhold til at finde ud af, hvor vi har den anden. Sådan er det også for børn. Og fordi de er så afhængige af os, er det endnu vigtigere for dem at vide, hvor de har os.
 

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

 
En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.
 
Jo mindre børn skal kæmpe for at mærke deres forældre, jo mere rolige bliver de i relationen, hvorimod hvis vi ofte siger ja til dem, når vi egentlig mener nej, vil vi opleve langt mere kamp i familien, end det reelt er nødvendigt at have.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her. Bogen findes også som E-lydbog 

 

Fie Hørby

 

 

Fie Hørby er cand.mag., MPF, familieterapeut, forfatter og direktør i Family-lab.

Hjemmeside: www.fiehoerby.dk