Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.
Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.
Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.
Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.
I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse.
Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.
Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.
De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.
Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.
Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.
Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe.
Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik.
I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.
Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.
Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.
Læs også: Giv os en chance for balance
