Du er her:min barsel»Artikler»Psykologi»Forstå og styrk dit sensitive barn

Forstå og styrk dit sensitive barn

Skrevet af 
Hvis du har et sensitivt barn kan det reagere mere kraftigt på, at du eller andre i familien er i dårligt humør. Det er også dybt berørt, når det selv føler sig træt, sulten, kold, varm eller tørstig. Men dit sensitive barn kan også opleve en dyb ro og lykke, når I har en god følelsesmæssig kontakt. Eller når det selv er mæt, tryg og tilpas stimuleret. Det kan blive meget smittet af dine positive følelser.    

Her i artiklen får du praktisk inspiration til at genkende, forstå og styrke dit sensitive barn og viden om, hvordan følsomheden kan blive en gave.

 

Dit sensitive barn i livmoderen

Gener for modtagelighed gør, at det sensitive foster er mere påvirket af livet i livmoderen. Føler mor sig rolig og glad? Eller er hun presset og urolig? Alle børn er i livmoderen påvirket af samspillet med deres mor. Men dit sensitive barn lader sig præge i endnu højere grad. På godt og ondt.

Selvom sensitivitet er betinget af gener, kan mors tilstand dæmpe og forstærke barnets sensitivitet. Nogle forskere mener, at barnet bliver mere sensitivt, hvis miljøet er meget trygt og beskyttet. Eller hvis det er meget barskt og uforudsigeligt.

 

     
     Livet i livmoderen kan øge dit sensitive barns følsomhed. Chancen er måske størst, hvis du er meget stresset. Eller hvis dit liv er meget trygt og roligt.

Men det behøver ikke være en ulempe for dit barn, at det bliver mere sensitivt. 
    
     



To nyttige ting, du kan gøre, når du er gravid

  • Prøv at dæmpe din stress og ’skrue ned’ for negative oplevelser, hvor du føler dig magtesløs.
  • Forsøg at ’skrue op’ for positive oplevelser, der gør dig glad og lykkelig. Dit sensitive barn er meget positivt påvirket af at dele positive følelser med dig, mens det er i livmoderen.
Mange mødre fokuserer på at undgå stress. Men det er mindst lige så vigtigt, at du nyder nogle ’søde øjeblikke’, som dit sensitive barn også kan nyde godt af.      

Hvordan genkender du et sensitivt barn?

Jacob, der ikke selv var så sensitiv fortalte:

 
 


"Da jeg stod med vores barn nummer tre i armene og mødte hans dybe blik, tænkte jeg straks: ”Han er mere følsom end de andre to’ Han minder om sin sensitive mor, som jeg er helt vild med. Hvor heldigt…! Det viste sig hurtigt, at ’lidt men godt’ var mottoet for Tobias. Han skulle ikke have lige så mange legeting som sine søskende. Han blev lidt hurtigere mættet af social kontakt. Og han var mere opmærksom på, hvilket humør vi andre var i end de to store. Vi blev hurtigt klar over, at vi skulle være gode til at læse hans signaler og se, når han havde brug for en lille pause."  -  Jacob, 36 år og far til Tobias.

Forældre til sensitive børn fortæller tit, at de genkender barnets sensitivitet straks efter fødslen. Andre gange er det en erfaren jordemoder eller sundhedsplejerske, som genkender de sensitive træk. 

Især de tre første måneder efter fødslen er det vanskeligt at vurdere, om dit barn er sensitivt. Der er mange andre ting end sensitivitet, som kan spille ind på dit barns adfærd. Hvis du genkender mange af de tegn på sensitivitet, som du kan læse om herunder, kan dit barn være sensitivt. Men søg mere viden og tag det ikke straks for givet.    


Otte tegn på, at dit barn mellem nul og et år er sensitivt

Alle børn mellem nul og et år er sensitive, fordi nervesystemet i denne tid udvikler sig med rivende hast. Men et sensitivt barn vil i højere grad end andre børn på samme alder være meget påvirket af indtryk.

Dit barn…
  1. kan lidt hurtigere end andre børn blive mættet af social kontakt. Det reagerer eksempelvis ved at vende blikket væk eller sænke hovedet, når det har fået nok
  2. virker som om det suger alle indtryk til sig og er meget opmærksom på alt, hvad der sker omkring det. Andre børn virker til at ryste både det gode og det dårlige lidt hurtigere af sig.
  3. kan være meget tilbageholdende, når det er sammen med venner og familie, som det ikke har set i et stykke tid. 
  4. skal bruge mere tid end de fleste andre børn på at åbne sig og slappe af, når det er et nyt sted eller møder nye mennesker.
  5. er kraftigt påvirket af dit og andres humør og stemning.
  6. er tilbøjeligt til at græde mere end andre børn, når det er træt og overstimuleret. Men græder også mindre end de fleste andre børn, når det føler sig godt tilpas.
  7. vil gerne sidde lidt på sidelinjen og følge med, inden det selv skal være med til noget nyt. 
  8. bruger mere tid på at spise og falde i søvn, hvis der sker meget omkring det. Når der har været meget aktivitet i løbet af en dag, kan det gå ud over søvnen.

 

     
 
Hvis du genkender mange tegn og i høj grad er det sandsynligt, at dit barn er sensitivt eller  reagerer sensitivt i bestemte situationer. Læs videre og bliv klogere på, hvad du kan gøre:

 
     


Lidt men godt – læs dit barns signaler og undgå at overstimulere

Når dit barn bliver overstimuleret af indtryk, kommer det ud af balance. Selv når det drejer sig om positive indtryk og oplevelser, kan dit barn reagere negativt, hvis intensiteten og mængden er for høj. Når dit barn er overstimuleret, har det brug for ro og tryghed, indtil kroppens reaktion på stress er dæmpet. Det er vigtigt for dit barn, at du hjælper det til at komme tilbage til et normalt hvileleje, hvor nervesystemet er i balance. 

"Når jeg i begyndelsen havde Amalie med i mødregruppe, sad hun ofte helt stille for sig selv og kiggede på de andre børn og voksne. Hvis hun kunne slippe afsted med det, gemte hun hovedet i min bluse. Når vi kom hjem, blev hun hurtigt frustreret, vred og ked af det. Det var svært for hende at falde til ro og sove.

Jeg sammenlignede hende med de andre børn og troede, at der var noget i vejen med hende. Eller at det var mig, som ikke gjorde det godt nok som mor. Det var en lettelse at finde ud af, at hun er sensitiv. Nu ved jeg, at hun har brug for lidt ekstra tid til at vænne sig til ting. Jeg sørger for, at hun får ting i små doser. Så klarer hun det fint." - Rebecca, 31 år og mor til Amalie.

 
 


Mange forældre til sensitive børn oplever, at deres barn ikke bryder sig om at blive taget op af fremmede. Heller ikke af nære familiemedlemmer, hvis det er et stykke tid siden, at de sidst var der. Det kan nogle gange være svært for andre at forstå og acceptere, at der findes sådanne forskelle på børn. Derfor er det en god idé, at du tænker over, hvordan du vil tale med andre om det.

"Jeg har haft problemer med at få min mands familie til at forstå vores sensitive søn. Til sidst fandt jeg en god metode. Jeg sagde: ”Frederik er helt anderledes end sin storebror. Der er gang i ham, og han søger nye indtryk. Men alligevel kan han hurtigt få nok og så reagerer han med kraftige følelser. Det forsøger vi at undgå, og derfor får han indimellem nogle pauser.” - Birgitte, 29 år og mor til Frederik

Nogle sensitive børn er ligesom Frederik udadvendte og opsøgende. I mødregruppen er de nysgerrige, opsøgende og viser stor interesse for de andre børns legetøj. Men de kan samtidig hurtigt blive overvældede.

Når de er overstimulerede, bliver de endnu mere nysgerrige, og det kan starte en ond cirkel, hvor ’mere vil have mere’. Til sidst kan det ende i en ’nedsmeltning’, hvor barnet ikke kan kontrollere de intense følelser. Det er klogt at gøre som Birgitte og sørge for en pause i tide. ’Stands mens legen er god’ er en god påmindelse at have i baghovedet, hvis du har et sensitivt barn, som også er meget opsøgende.

     
   Uanset om sensitive børn hører til de mere udadvendte eller mere indadvendte typer, kan de hurtigere end andre børn blive overvældede af indtryk: 

Nye mennesker, intense følelser, høje lyde, skarpt lys eller at være et nyt sted, det ikke kender. Det kan også være spændende legetøj, som bliver ’for meget af det gode’. Eller hvis det mangler søvn eller der sker spændende og sjove ting omkring det. 
    
     



Når du skal berolige dit sensitive barn efter en stimulerende oplevelse er ro, mindre stimulation og nærvær vigtige nøgleord. Hvis dit barn har svært ved at sove, kan det typisk lettere falde til ro i en slynge, en vugge, der hænger ned fra loftet eller ved hud mod hud kontakt, hvor nærheden er beroligende.

Læs også: 5 Nyttige råd til hverdagen med dit sensitive barn

 
Læs også: Dit sensitive kejsesnitbarn

 

     
   I virkeligheden er dit barns følsomhed også en gave. Forskningen tyder på, at dit sensitive barn kan være god til at tænke klart og have meget stor indlevelsesevne. Hvis du lærer at forstå og stimulere dit sensitive barn på den rigtige måde, er der flere undersøgelser, der tyder på, at dit sensitive barn har en god chance for at klare sig over middel både socialt og fagligt     
     

 

Tidligere har man kaldt sensitive børn for ’vanskelige’ og ’besværlige’, fordi de indimellem har givet deres mor og far sved på panden, og fordi mange fagpersoner har haft svært ved at forstå dem. Man har også kaldt dem for ’langsomme’, fordi de bruger mere tid end andre børn på at vænne sig til en ny situation.

Men i virkeligheden er dit barns følsomhed også en gave. Forskningen tyder på, at dit sensitive barn kan være god til at tænke klart og have meget stor indlevelsesevne. Hvis du lærer at forstå og stimulere dit sensitive barn på den rigtige måde, er der flere undersøgelser, der tyder på, at dit sensitive barn har en god chance for at klare sig over middel både socialt og fagligt. 


Læs også: Et orkidébarn - Et særligt sensitivt barn



I vores bøger Sensitive børn – fra sårbarhed til styrke og Fordelen ved at være sensitiv, samt på vores hjemmeside sensitiv.dk kan du læse mere om typiske kendetegn og hvad du kan gøre i hverdagen. Her kan du også finde flere gode råd, som du kan tale med dit barns fagpersoner om.




 

 

Skrevet af