”Tag nu det tøj på! Skynd dig lidt. Stil din tallerken i opvaskemaskinen – og så hurtigt ud og børste dine tænder, ellers når vi ikke at læse godnathistorie. Bliv nu færdig med det pjat, hvor svært kan det være at tage de strømper på – hvis du ikke bliver færdig nu, når vi ikke at tegne, inden jeg skal gå.”
Tøj på og tøj af, oprydning, tandbørstning og putning er ofte noget, vi vil have overstået hurtigt. For vi skal nå at hygge os – eller blot videre til det næste. Men vi glemmer, at det er processen og vejen til målet, der er afgørende for, hvordan vi har det, når vi når frem.
Hvis aftenritualerne med vask og tandbørstning har været båret af kampe og skældud, bliver det svært at hygge sig sådan rigtigt med godnatlæsningen eller middagen.
Børn kan mærke, når de er noget, der bare skal overstås, og som vi egentlig ikke gider – også selvom vi har sukkerstemmen på og siger "skat".
Som forældre bliver mange af os nemt automatiserede i kontakten med vores børn. Det er som om, vi er der uden at være der helt. Som om programmet bare skal køres igennem for, at vi kan komme videre med … hvad?
Livet? Få tid til os selv? Arbejdet? Vasketøjet?
Når vi går sådan til vores børn, får vi ikke rigtig tjekket ind i relationen og der ender med at blive lidt tomt på begge sider af relationen.
Den ærlige kontakt, hvor børnene kan mærke kontakten til os, er livsvigtig for vores børn.
Det er nemlig den, de næres og vokser af. Hvis vi kun er halvt til stede, kaster vi et lavt næringsindhold af os.
Det gør vores børn sultne, og de vil forsøge at fremkalde os for at få en helhjertet kontakt.
Det gør de ved at blive klagende, klæbende, plagende og grædende – de kommer til at virke umættelige efter kontakt og opmærksomhed.
Men med god grund. For de får ikke det, de har brug for fra os.
Jo mindre vi generelt gider vores børn, jo mere opfører de sig som nogen, man ikke gider.
De samarbejder med det, vi sender ud og formes ganske enkelt af vores indstilling til dem.
Børn vil gerne gøre, som vi siger, men vores måde at tale til dem på og være sammen med dem på, kan gøre det svært for dem at give os det, vi gerne vil have, fordi de føler sig talt ned til eller overset.
Når vi skælder meget ud er konflikt- og frustrationsniveauet højt i familien. Afstanden mellem os bliver større, og det bliver sværere at nå hinanden. Med tiden begynder børnene at tale til os, som vi taler til dem, og vores tone afspejles også i børnenes indbyrdes konflikter.
Det er en ond cirkel, der slider på alle i familien – og som kan gøre det svært at mærke kærligheden til hinanden. Det gør os alle triste.
Skældud avler mere skældud.
Og det er kun os voksne, der kan bryde den cirkel.
Det kan synes indlysende, men det er det alligevel ikke for mange af os. For hvor tit siger vi ikke:
Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal skælde så meget ud.
Jeg er træt af, at jeg skal skælde ud hver dag.
Hvorfor skal det foregå på denne måde hver evig eneste morgen!
Som voksne har vi 100% ansvaret for relationens kvalitet, så når vi ender i magtkampe dagligt, skælder ud og stemningen i familien er dårlig, er det vores ansvar at ændre vores måde at tage lederskabet på.
Selvregulering og farfundamentet
Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.
I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022
