”Institutionen fortæller os, at vores dreng har en aggressiv adfærd, som vi er nødt til at få styr på. Hjemme har vi også mange sammenstød og vi ved ikke længere, hvad vi skal stille op, når han slår, bider og sparker. Vi har prøvet alt, men han hører ikke efter.”
Dette og lignende opråb om hjælp har jeg gennem tiden fået mange af fra forældre, der føler sig magtesløse over for børnenes måde at reagerer på og omgivelsernes krav om forandring.
Denne artikel skal derfor handle om, hvordan vi kan hjælpe børnene oversætte deres adfærd og forstå, hvad det egentlig handler om. For nok er adfærdsmønstret ikke nødvendigvis vores skyld, men det er altid vores ansvar at få det ændret.
I vores samfund er vi oftest optaget af, hvad børn gør og mindre optaget af, hvorfor de gør, som de gør. Et barn, der er udadreagerende, vil derfor ofte blive opfattet som vanskelig og blive mødt med irritation og negative forventninger. Dét, vi giver opmærksomhed vokser og børn har det med at leve op til vores forventninger, hvad enten de er positive eller negative. På den måde vil børn med en aggressiv adfærd få langt mere af det, som slet ikke er godt for dem og som fastholder dem i deres vrede og aggressioner. Nemlig skældud.
Når børns aggressive handlinger bliver mødt på denne tilsvarende aggressive måde, forstærkes deres adfærd, fordi de ikke bliver klogere på sig selv og ikke lærer, hvordan de kan sætte deres grænser på en anden og mindre destruktiv måde. Samtidig giver skældud næring til aggressiviteten, fordi budskabet i alle former for skældud altid er: Jeg ville ønske, at du var på en anden måde. Det rammer hårdt både hos voksne og børn.
Den aggressive adfærd vil derfor fortsætte og undertrykkes aggressionerne i familien, vil barnet være henvist til at udleve dem på en anden scene, som oftest vil være i institutionen eller i skolen.
Men hvad handler vreden om?
Der er to overordnede grunde til, at børn reagerer aggressivt. Den første handler om, hvordan vi og andre betydningsfylde voksne i deres liv udtrykker vrede og aggression. Hvis vi ofte blive vrede på en aggressiv måde, gør børnene det også. Det andet handler om følelsen af ikke at være værdifuld og især i relationen til os forældre. Det kan fx være i situationer, hvor vi ikke lytter til barnet, hvor barnet ikke føler sig forstået eller taget alvorligt.Når barnet så reagerer aggressivt og vi kun er optaget af, hvad det gør og gennem belæring og skældud forsøger at ændre dets adfærd, kvæler vi samtidigt råbet om hjælp, som er det eneste sprog, barnet det mestrer til fulde. Især når det er presset.
Så hvad vreden handler om, finder vi kun ud af, når vi forholder os nysgerrigt til, hvorfor barnet reagerer, som det gør.
Al adfærd er kommunikation
Som Jesper Juul skriver i sin bog Aggression, så skal enhver aggressiv eller selvdestruktiv adfærd hos et barn eller ungt menneske forstås som en invitation. Og var de i stand til at udtrykke sig lige så nuanceret som os, ville invitationen i stedet lyde i retningen af:
”Hej, er der nogen derude, der kunne tænke sig at lære min verden at kende og prøve at opleve livet ud fra mit perspektiv? Jeg har ikke haft det så godt i den seneste tid og kan ikke selv finde ud af, hvad jeg skal gøre ved det”.
Når vi opfatter adfærden som kommunikation, forholder os nysgerrigt til den og forsøger at bygge bro til barnet, tager vi ansvaret for kvaliteten af relation på os.
Sådan møder du den aggressive adfærd
Vi har alle sammen prøvet, at vores barn har hamret løs på os eller lavet et solidt tandaftryk i kødet på os. Dét gør børn aldrig for sjov. Det er i mangel af bedre et udtryk for, at der er noget, barnet er ulykkeligt over i relationen til os. Tager vi det alvorligt, kan vi sige i retningen af:
-”Av! Jeg vil ikke have, at du bider mig. Men jeg vil gerne vide, hvorfor jeg har gjort dig så vred?”
Sådan får vi i første omgang sat vores grænse uden at nedgøre og kritisere. Derudover møder vi barnet ved at være nysgerrig på dets intentioner og når barnet føler sig mødt og forstået, vil frustrationerne oftest opløse sig, fordi det giver barnet en følelse af at være værdifuld.
På samme måde kan vi møde vores børn, når de slår de helt små søskende, kusiner eller venner.
Forælder: ”Jeg vil ikke have, at du slår din lillesøster. Fortæl mig i stedet, hvad du vil”.
Barn: ”Hun har taget min hammer. Jeg vil have den tilbage!”.
Forælder: ”Okay, nu skal jeg vise dig, hvordan du kan bede om den”.
Her inkluderes barnet og gennem vores eksempel, får vi vist og lært det noget om, hvordan det kan sætte sine grænser på en måde, så andre også respekterer dem.
Jesper Juul skriver, at børn må have erfaringer med at sætte deres grænser og med tiden vil de lære at forvandle deres impulsive aggression til kreativ og konstruktiv adfærd. Det tager en hel barndom at lære og vi støtter bedst vores børn ved at give det kærlig, empatisk feedback og ved, at vi som forældre er bevidste om, hvordan vi møder barnet og sætter vores grænser respektfuldt.
Selvregulering og farfundamentet
Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.
I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022
