Du er her:min barsel»Nyheder»Jordemoder: Brug pengene rigtigt - stop overbehandling af fødsler
tirsdag, 13 december 2016

Jordemoder: Brug pengene rigtigt - stop overbehandling af fødsler

Skrevet af 

Vi bør omtænke hele den måde fødsler foregår på, mener privatpraktiserende jordemoder Anne Ruby. En fødsel i Danmark er blevet alt for systematiseret, og et samfundsanliggende, mere end det er den enkeltes ansvar og opgave, og det koster kassen. 

Efter sidste uges drama på Rigshospitalet, hvor klinikchef Morten Hedegaard valgte at sige sin stilling op i protest mod de stærkt forringede arbejdsforhold og manglende ressourcer, står det klarere end nogensinde før, at det må ske noget på landets fødegange.

Den kommende sparerunde, hvor sundhedsvæsnet skal finde 600 mio kr., slipper de fødende ikke fra, uden forhøjede sundhedsrisici for både mor og barn; og kke mindst for personalet, som er ved at segne under det høje arbejdspres. Ifølge Anne Ruby, som er privat jordemoder på Frederiksberg, bør man dog heller ikke drage den fejlslutning, at det hele kan afværges ved at tilføre obstetrikken flere penge. Det skriver hun i et indlæg i Politiken i går.

Ifølge den private jordemoder vil en tilførsel af yderligere ressourcer til den nuværende måde at organisere fødsler på, blot være symptombehandling. Hele systemet modarbejder sig selv ved at skabe dyre fødsler og det må laves om, mener hun.

Flere ressourcer risikerer blot at skabe flere problemer, fordi vi simpelthen anvender pengene på en helt forkert måde, fx. foretages der flere og flere planlagte kejsersnit, men også akutte kejsersnit. Fødsler i Danmark er blevet alt for dyre, fordi vi prioriterer højtspecialiseret akutpersonale og udstyr, istedet for en nærværende og kompetent jordemoder, skriver hun i Politiken.

Anne Ruby henviser til forskning, der dokumenterer, at der som hovedregel ikke er grund til at anbefale hospitalsfødsler til kvinder med uproblematisk graviditet, når den fødende tilses af en kompetent jordemoder. Pengene, som i det danske sundhedsvæsen går til at stille medicinsk udstyr og -ekspertise til rådighed samt dyre sengepladser på en fødeafdeling, er langt bedre brugt på rolige jordemoderhænder til hjemmefødsler. 

Måske et kontroversielt bud i debatten om manglende ressourcer i sundhedsvæsnet, men hvor er vi på vej hen med fremmedgjorte, systematiserede og stressende fødsler?


Kun svag stigning i antal hjemmefødsler trods færre indgreb

Noget er dog ved at gå op for nogen, og antallet af hjemmefødsler er svagt stigende. Ud af 57.510 fødsler i 2015 foregik ca 1,5 % i hjemmet eller på fødeklinik uden medicinske eksperter, men med en jordemoder tilstede.

I følge tal fra de nationale takster for behandlinger er der ved helt ukomplicerede fødsler omkring 2000 kr. at spare pr. hjemmefødsel. Men problemet er bare, at chancen for at komplicere et ellers ukompliceret fødselsforløb stiger med mange procent ved indlæggelse, fordi kroppen stresses hvilket giver komplikationer og/eller forlænger fødslen. 

Hjemmemmefødsler giver ifølge forskning og ifølge Anne Rubys egen erfaring, lige præcis den ro der skal til for at få den gode, naturlige (og ressource-besparende fødsel) som alle kvinder drømmer om. 

Anne Ruby mener, at vi skal igang med at omorganisere fødslerne, så vi får en gennemtænkt hjemmefødselsordning med jordemødre samt flere fødeklinikker. Det vil give færre komplicerede og fordyrede fødsler, fordi den fødende vil være i trygge, rolige og kompetente rammer. Skulle der undervejs i forløbet være grund til medicinsk intervention, skal den fødende naturligvis kunne indlægges på fødeafdeling på hospitalet omgående.

I kombinationen af hospitalsvæsen og jordemoderfaglig-kundskab vil sundhedsvæsnet opleve økonomiske besparelser, personalet vil få større trivsel og arbejdsglæde, og de fødende vil kunne give deres barn en langt bedre start på et lille nyt liv.

Ikke flere kaotiske vagtskift med udmattede jordemødre i 8-timers rul og langt færre indgriben i det, som kvindekroppen er skabt til ,uden nogen form for medicinsk indblanding, nemlig en helt naturlig fødsel. 


Kilde: Politiken: Når pengene ikke rækker på fødegangene er det fordi de bliver brugt helt forkert 

Kilde: DR.dk: Flere kvinder vælger at føde hjemme