Du er her:min barsel»Nyheder»Babylytter tilbagekaldes: Skaber falsk tryghed
fredag, 12 maj 2017

Babylytter tilbagekaldes: Skaber falsk tryghed

Skrevet af 

Idéen er ellers super god. Når vi kan sende folk til månen og bygge robotstøvsugere, hvorfor skal alle gravide så ikke kunne købe et lille, fikst ultralydsapparat i NETTO, så de kan lytte til baby i maven, når de har lyst? Hvorfor skulle man dog vente til næste besøg hos jordemoderen, når alt i én bare tripper for at høre det der lille ”blob, blob, blob”, som får ethvert moderhjerte til at galoppere af lykke?

I denne uge har flere af jer sikkert tænkt, at I lige skulle et smut forbi det gule supermarked og købe et ultralydsapparat til meget billige penge. Men I vil desværre gå forgæves. Netto har nemlig trukket varen tilbage fra hylderne, mens ultralydsapparatet bliver undersøgt nærmere. Det sker efter at Jordemoderforeningen har rettet kritik mod apparatet.

Er ultralydsstråler farlige for fostret?

Ultralydsapperaterne er de samme som også bruges af jordemødrenes i deres konsultation. Men man ved faktisk ikke med sikkerhed hvordan strålerne helt præcis påvirker barnet. 

Se video her fra privatpraktiserende jordemoder Stine Roswall:

Uprofessionelle ører kan ikke skelne

Formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, forklarer, at når en gravid hører hjertelyd i apparatet, så tænker hun, at alt er i orden. Men det er bare ikke sikkert, at det er barnets hjertelyd, hun hører. Det kan være hendes egen. Et uprofessionelt øre kan have vanskeligheder med at skelne.
Der kan også være en hjertelyd fra barnet, som burde få jordemoderen til at reagere med at anbefale den gravide yderligere undersøgelser. Den slags uregelmæssigheder kan den gravide med et privat ultralydsapparat heller ikke bedømme eller handle hensigtsmæssigt på.

NETTO revurderer sikkerheden

Nettos pressechef, Mads Hvitved Grand, oplyser, at NETTO ellers mente, at apparat var sikkert at bruge. De har dog valgt at lytte til Jordemoderforeningen og trækker apparatet tilbage, mens sagen undersøges nærmere. Vurderes det, at sikkerheden er i orden, kan apparatet muligvis være at finde på hylderne blandt kageudstikkere og kludetæpper. Har du allerede købt apparatet, kan du få dine penge tilbage i NETTO.

Kilde: Politiken: Supermarked tilbagekalder babylytter efter kritik fra jordemødre