Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Graviditetskalender uge for uge»Graviditetskalender uge 3

Graviditetskalender uge 3

Nu er en sædcelle trængt ind i ægget og bliver nogle døgn i æggelederens ydre del, hvor det befrugtede æg deler sig om og om igen: 4 celler, 8 celler og så videre. Det vandrer gennem æggelederen ned til livmoderen, hvor der er betydelig mere plads. Livmoderen har en velforberedt slimhinde, og her sætter det befrugtede æg sig fast. Der, hvor det sætter sig fast, dannes moderkagen. Det er oftest i den øverste del af livmoderen. 

Allerede da sædcellen trængte ind i ægget, blev det bestemt, om det blev en dreng eller en pige. For det er sædcellen, der afgør barnets køn. Det befrugtede æg består nu af ca. 100 celler, og det er 0,2 mm i diameter, som et knappenålshoved. De første primitive anlæg til hjerne- og nerveceller dannes. Nogle celler har til opgave at danne selve barnet. Andre skal danne moderkagen, hvis rødder trænger sig dybere ind i den næringsrige slimhinde i livmoderen. Her dannes hormonet progesteron, og koncentrationen stiger hurtigt. Progesteronets opgave er at ”holde på” graviditeten og sikre, at livmoderens slimhinde kan udvikle sig og være egnet til, at ægget bliver siddende fast. Der sendes signaler til hypofysen og æggestokkene om, at du er gravid, og at der ikke behøves nye ægløsninger. Dermed heller ingen menstruationer. 

Din morgentemperatur er steget til ca. 37 grader, det skyldes også hormonet progesteron.

Graviditetskalender