Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Om at blive mor til tre på to år

Skrevet af 

For 4 år siden sad jeg med en lille smuk, nyfødt guldklump i min favn. Efter en hård lang fødsel, kom smukke lille Filippa Olivia til verden.

Jeg havde aldrig forestillet mig hvilken glædesrus det ville være, at føde et barn. At gå fra tosomheden, til det at være 3 var helt unikt. Det var overvældende, hårdt, magisk og skræmmende at gennemgå et smertehelvede, hvor medicinen ikke virkede, men kun ren ilt igennem en maske, kunne få mig gennem mine galoperende veer. At skulle rumme så mange følelser på en og samme tid, var den vildeste oplevelse.

At opleve sin kæreste så tæt på, at skulle overskride grænser sammen, og efter 12 timer og 45 minutter, opleve fødselen af sit barn - endda begge med lukkede øjne. Wauw.

Nok vidste jeg at det ville være vildt, men havde aldrig turde håbe på, at øjeblikket ville være så magisk. På et splitsekund forsvandt al smerte, og vores lille guldklump lå i min favn. Indsmurt i fosterfedt og blod.

Med 'ét så jeg de smukkeste isblå øjne, som bare lå og stirrede på mig, mens tungen søgte mit bryst. Det var overvældende at være gået fra smertehelvede til paradis. At se glæden stråle ud af min elskedes øjne, at se ham blive blød om hjertet, med tårerne trillende ned af kinderne. Det var et øjeblik jeg aldrig glemmer. 

 

Fra 1 til 2….

Filippa var den nemmeste lille baby – glad, tilfreds og godt tilpas. Hun spruttede af glæde og tog godt imod sommeren 2010. Samtidig blev vi enige om, at forsøge lykken igen. Det gik stærkt og inden vi så os om, så havde jeg endnu en positiv graviditetstest i hånden.

Det var overvældende og enormt befriende ikke at skulle kæmpe den brave kamp for undfangelsen. Nu ventede vi os barn nr. 2, til trods for at Filippa stadig var så lille. Vi offentliggjorde det til Filippas barnedåb. Vi inviterede hele familien til fest året efter. Dog havde folk forventet et bryllup, men vi måtte erkende, at det i stedet var endnu en barnedåb (det var ikke alle der forstod den med det samme). 

I mellemtiden friede Steffan til mig, på en kærestetur i Paris, på en fantastisk lækker restaurant. Vi blev gik 4. December 2010, mens sneen dalede, det var isende koldt og vi nød hinanden i fulde drag. Et smukt lille bryllup på Rådhuset, som aldrig vil blive glemt. 
 
30. marts 2011 kom smukke Savanna India til verden, midt om natten på en mørklagt fødestue, hvor kun en natlampe var tændt. Uden smertestillende og hjælp fra min jordemoder, født jeg i sengen velskabte Savanna, og tog selv imod hende. Jeg trak hende op i min favn, kiggede på hende og græd.

Dejlige lille Savanna var helt perfekt og min krop havde klaret det sindssyge arbejde igen. Min mand sad i stolen ved siden af, og måbede noget. Han sad og spise ve-boller og drak kaffe for at holde sig vågen (kl. 04.04). Han var blevet så chokeret og havde ikke nået at komme mig til ”undsætning”. Det samme med min jordemoder, som sad lampens skær og skrev journal. Hun nåede kun at få klippet mine store sygehustrusser af med den store ”ble” i, som skulle tage fostervandet. Det var en vild og syret oplevelse, som jeg stadig kan grine af. 

Blot 4 timer efter sad vi hjemme i stuen, med rundstykker på bordet, en kop kaffe, friskpresset juice og kiggede på hinanden. Det var mildest tale en noget overvældende oplevelse – at gå fra 3-4 på så kort tid og nu sad vi hjemme i stuen, med et smørret smil, og grinte.

Fødslen kan på ingen måde sammenlignes med Filippas fødsel, men følelsen var den samme. Lykke, boblende følelser i maven og en kærlighed så ubeskrivelig stor. Da klokken blev 16 kom vores ældste datter Filippa hjem. Jeg glemmer aldrig deres første møde. Filippa som endnu ikke kunne gå (11 mdr. gammel), kravlede op i sofaen og hen til mig.

Hun trak dynen til side, og til sin store overraskelse så hun sin lillesøster i min favn. Hun hvinede, grinede og smilte over hele femøren. Jeg græd af glæde og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Og lykken har ingen ende taget siden den dag. Til trods for at Savanna var kolikbarn, valgte vi at give det et forsøg igen. Vi har altid sammen drømt om at få 3 børn. En skøn lille trio.

 

Fra 2 til 3….

Til Savannas barnedåb var jeg ganske sikker. Jeg var igen gravid. Det var for vildt. At vi skulle lykkedes med en treer i første forsøg (igen!). Alt gik super, maven voksede med lynets hast og jeg nød livet som mor til pseudo-tvillinger og gravid. 
 
Da vi nåede nakkefoldescanningen brød min verden dog sammen. De kunne ikke se, at hjernen delte sig, og mente derfor at barnet enten ville være hjernedødt eller at jeg simpelthen ikke var langt nok henne. Vi blev sendt hjem med beskeden om at vente en hel uge. Jeg har aldrig i mit liv haft en så hård uge mentalt. At være usikker på, at den efterhånden store bule på maven, ikke skulle indeholde mit vidunder barn nummer 3, var uudholdeligt.

Det var smertende og ufatteligt hårdt. Efter en uge kom vi retur og blev scannet. Jeg rystede og var bange. Jeg græd og græd, da den søde garvede radiolog sagde: ”Tina, kan du se det her? – det er jeres babys hjerne, som er delt helt korrekt. Alt ser perfekt ud.” Det var en enorm lettelse, lykkerus, men samtidig også en rutsjebane, da vi jo var forberedt på det værst tænkelige.

 
Den 4. april 2012 om aftenen måtte jeg ringe efter mine forældre. En uge før termin blev jeg ramt af veerne, ligesom ved de andre to. Havde enormt mange veer, så vi kørte efter kort tid på sygehuset. Jeg var udkørt, træt og slet ikke gearet til en fødsel. Havde forberedt mig på endnu en naturlig fødsel, men måtte til sidst overgive mig og bede om Epidural-blokaden. Men så langt nåede vi aldrig. Efter knap 5 timers veer, faldt Liams hjertelyd til et meget kritisk punkt.

Jeg var kun udvidet 6 cm, men jeg måtte gribe om Steffans nakke (lå klar på siden til Epidural og var blevet sprittet af), skreg helt vildt og pressede ham på en ve ud. Steffan forstod overhovedet ikke hvad der skete. Først da jeg stoppede med at skrige, gik det op for ham, at han var blevet far til vores smukke lille søn. Det blev dog noget af en lynfødsel, som bestemt har sat sine spor i sjælen.

Det var ubehageligt for mig at miste al kontrol, at min mand oplevede ”panik” fra jordemoderen, opkald efter diverse læger og andet fagligt personale. Og pludselig lå Liam Elliot der, med navlestrengen viklet om hovedet et par gange. Han skreg dog hurtigt og fik højeste Apgar score (Jordemoderens vurdering af, om barnet er helt, som det skal være, eller om barnet har brug for hjælp).

Jeg havde med det samme den samme lykkerus. Jeg græd ikke. Det var vidst ikke gået op for mig, at jeg havde født mit tredje barn.

Nu lå han der, den lille smukke supermand, som suttede løs og kom med de mest fantastiske lyde, som stadig den dag i dag, sidder fast indprintet i min hukommelse fra alle tre.

Efter jeg havde født moderkagen, ganske få minutter efter, blev jeg ramt af det, jeg selv vil kategorisere som værre end veer. Jeg fik efter-veer. Jeg var indlagt i 1½ døgn med non stop efter-veer på fødeafdelingen inden jeg kunne komme hjem. Mine smerter var konstante, og et skrig fra min livmoder efter ro. De proppede mig med diverse smertestillende, akupunktur etc. men de måtte til sidst opgive og give mig morfin, da mine smerter var så stærke. Men som min jordemoder sagde – ”Din livmoder er gået amok, og vil trække sig tilbage. Du har født 3 børn på to år, og det vil havde en konsekvens”. Heldigvis gik det jo godt.

 
Det var en lige så stor oplevelse, at komme hjem med lillebror, som med lillesøster. De to storesøstre var ellevilde. Da jeg kom op af trappen med lillebror i autostolen, hvinede de, grinte og pludselig var der ro. De pussede, nussede og kyssede Liam. Wauw. Det var den vildeste lykke nogensinde.

Det gav en helt speciel følelse og kærligheden er større end jeg nogensinde havde regnet med. Den er ubetinget og den er der altid! Jeg elsker livet som pseudo-trillinge-mor – selvom det til tider kan være rigtig hårdt, så opvejer alt det positive i den grad de ”negative” sider. Men er det ikke sådan, uanset om man har 1, 2, 3 eller 9?

 

Tina Holm

Tina holm er uddannet kostvejleder fra Kostakademiet og læser til Biopat i biologisk medicin ved Institut for Biologisk Medicin. 

Tina er indehaver af "Klinik for biopati og kostvejledning", hvor hun arbejder med fokus på børn, unge, nervesystemet og hormonelle problemer. 

Tina er mor til pseudo-trillinger.