Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

100% ærlig fødsels beretning - førstegangs-fødende

Skrevet af 

Torsdag d. 8 april 2010: min terminsdag

Jeg vågner om morgenen og tænker - wauw det er i dag. Der går pludselig nogle ting op for mig og til trods bækkenlæsning går jeg i krig med at vaske tøj, gøre hytten ren og bager veboller. Til frokost kommer min kæreste hjem for at sige hej.

Han finder mig på køkkengulvet i færd med at vaske køkkenlåger. Han kigger noget målløst på mig og giver mig et kys.

Jeg fortæller at slimproppen er gået kort forinden, men at det jo desværre ikke betyder fødsel. Han tager på arbejde igen og jeg fortsætter arbejdet.

Klokken 17.00 kommer Steffan hjem og han er helt oppe at køre. Han spørger om det er okay at han går ud og ryger (han er stoppet med at ryge i hverdagen) for han er helt ude af den. Han går lige op på arbejdet - jeg aner dog ikke hvorfor (det viser sig i dag at han ikke aner hvad han lavede der eller hvad han skulle - plus at vagtmødet han havde med sine medarbejdere tidligere havde været en underlig oplevelse for medarbejderne, da han klokkede i alt og skrev forkerte arbejdstider ind i systemet.)

Nåh, men han kommer hjem og jeg har slemme plukveer men det er jeg jo vant til, så ingen ko på isen. Vi spiser en lækker risotto med stegt laks dertil. Mums. Det fortryder jeg senere. Jeg sidder resten af aftenen i en stor sækkestol pga. plukveerne som gør det uudholdeligt at sidde i sofaen eller en stol. Går i seng ved 22.30 tiden og jeg har ikke sat forhåbningerne op efter noget, da jeg er bange for at blive skuffet.

 

Natten mellem torsdag og fredag

Kl. er nu 01.30 og jeg vågner til det der kan kaldes for en solid ve. Jeg tænker - det kan da ikke passe. Så jeg prøver at sove igen, men 12 min senere kommer næste ve. Okay, men jeg vil altså sove da der jo måske venter en "maraton" forude.

Det skal dog vise sig at søvn bliver en by i Rusland, for allerede kl. 2 kommer de ret hyppigt. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af at tage tid på veerne (havde downloaded en fancy app, men havde for ondt til at kunne overskue det), og kl. 02.15 går jeg ned i stuen for at ringe til fødegangen.

Jeg får en meget sød jordemoder i telefonen og får en del veer i telefonen. Hvis vi har lyst må vi gerne komme og det vil jeg gerne.

Går nu op for at vække den kommende far, som kommer ud af sengen i en fart jeg aldrig har set før og han får sig på rekord tid et bad og gjort sig klar. Han styrter rundt i hytten af forvirring, men jeg havde på forhånd pakket alt til ham og selv ve-bollerne som jeg bagte onsdag kom med. Han spurgte sågar om han kunne nå på toilettet.

Han havde for første gang parkeret vore nye bil foran huset, da han var sikker på, at det var i nat - og ganske rigtigt. Kl. 03.16 kører vi fra Nordborg og har 30 km til fødegangen.

Undervejs i bilen kan min kæreste ikke overskue længden af veerne længere og tager tid - 2 min mellem og 1 min varighed. Ved hver ve hiver jeg mig op fra sædet, ved at holde med et fast og hårdt greb omkring bøjledimsen i loftet, mens den anden hånd med et blev placeret på Steffans hånd som styrede gearstangen.

Ja, Toyotaen fik da lov at vise hvad den kunne, for kl. 03.30 holder vi på parkeringspladsen ved sygehuset – godt det var nat og vi ikke mødte nogen politibil undervejs. Turen fra parkeringspladsen til fødegangen er et mareridt, hvor jeg under hver ve hænger op af Steffan.

Da vi kommer op på fødegangen er der meget stille og vi kommer ind og jeg bliver undersøgt - ingen livmoderhals og 3 cm åben - wuhu. Hun står desværre skævt i bækkenet, men ikke noget der skal gøre ved pt. Vi skal ikke hjem før prinsessen er kommet til verden. Jeg kommer i badekar med det samme og det virker så dejligt under veerne.

Omkring kl. 6 får jeg pressetrang og kommer op af badekaret. Jeg er 5 cm åben, så det er super godt. Havde forinden fået lavement og nøj en oplevelse - råbte bare til Steffan: "Af banen skat, mor skal på toilette nu". Får også taget vandet herefter, for at sætte skub i tingene. Hvilken grinagtig oplevelse. Steffans øjne var større end tekopper, da han så vandet klaske ned på gulvet.

Det efterfølgende er MEGET uklart rent tidsmæssigt…

Ved jordemoderskift kl. 7.00 får jeg jordens bedste jordemoder Anita. Hun har en ambulance-elev, Sally med som skal opleve en fødsel netop i dag.

Ca. to timer senere har jeg stadig denne pressetrang og veerne stormer ind over mig, men er meget uregelmæssige og jeg suger løs på min iltmaske. Anita må beklageligt fortælle, at jeg stadig kun er 5 cm åben. Jeg klemmer min kærestes fingre og han har det så skidt med, at jeg har det så dårligt, men intet kan han gøre. Jeg kaster nu op to gange, og risottoen fra aftenen i forvejen ligger nu i posen – ad!!!

2 timer senere undersøges jeg igen - stadig kun 5 cm åben. Anita siger nu at vi om en time tjekker igen og så kalder hun både for- og bagvagten til dette tjek da lillepigens hjerterytme ikke er alt for god. Jeg får lagt en epidural blokade. som hjælper på smerterne fortil, men ikke pressetrangen.

En time senere - stadig kun 5 cm åben. Jeg får nu vedrop og har nu dobbelt veer og vepauser som svinger fra 1 min til 5 sekunder.

STADIG PRESSETRANG. Fy for den.

Jeg får lagt akupunkturnåle fortil, men de ryger hurtigt, og jeg bliver stukket 2 gange for neden - podendus - for at dæmpe pressetrangen, men dette hjælper heller ikke.

Min kæreste kan efter en halv time ikke længere overskue, at se mig med så svære smerter og spørger om de ikke kan gøre et eller andet, for han kan ikke holde ud at se mig sådan længere.

Anita siger, at hvis der ikke er sket noget indenfor en halv time, så kommer for- og bagvagten, for herefter at foretage et akut kejsersnit, .. hvis der ikke er fremgang. Jeg får at vide af Steffan, at jeg undervejs flere gange har grædt ind i iltmasken, revet den af og skreget: "Så spræt mig op"..

En halv time senere skal jeg ud og tømme blæren i håbet om at det kan hjælpe lidt. Jeg har tegnblødning, som Anita siger kan være et godt tegn. Min kæreste er på det tidspunkt ret påvirket af situationen og fortalte mig efterfølgende, at han på det tidspunkt blev enig med sig selv om, at han skulle snakke med en psykolog bagefter, fordi det var så skræmmende en oplevelse – at han kun kunne stå ved siden af mig og støtte mig, men intet gøre.
I mellemtiden har vi fået "besøg" af to assistenter, som følger resten af forløbet. På et tidspunkt spørger Steffan Sally, om hvor sort en finger skal være for at falde af, og hun siger – ”Ork, der skal meget til”. Indtil hun kigger på Steffans fingre og konstaterer, at de er helt blå, så han bør nok skifte hånd. Utroligt så mange kræfter man får som fødende.

Da jeg kommer tilbage fra toilettet bliver jeg tjekket og Anita kigger med store øjne på mig: "Jamen Tina, du har udvidet dig til 10 cm på den sidste halve time. Så nu skal vi bare have hende ned på bækkenbunden. Jeg tænkte bare WHAT!!!! For en halv time siden snakkede vi akut kejsersnit og NU må jeg nøkke stille og roligt med, for at få hende ned. Hvilken lettelse.

Anita siger, at jeg er super dygtig til at nøkke med og få hende "hurtigt" ned på bækkenbunden. Pludselig siger hun, at jeg må presse aktivt med.

 

NU! Er det NU?

Den ene af de to søde assistenter, spørger om jeg vil kigge med i et spejl. Havde svoret, at jeg ALDRIG ville gøre dette, men nikkede ja tak. Steffan har efterfølgende sagt at dette var en sjov oplevelse, for mens jeg pressede som en gal med iltmasken på, fik jeg "råbt" OP, NED, OP, OP (altså til spejlet). Steffan har fortalt, at det så ret sjovt ud, for assistenten fulgte jo mine instrukser i en vældig fart.

Anita siger, at jeg er rigtig god, men at de måske er nødt til at klippe. Næ nej – du kan da bare tro nej, tænker jeg. Jeg presser som en gal og holder pause i ve-pauserne.

Lillepigens kurve er rigtig fin. Pludselig siger Anita, "Tina, kan du se vi er ved at gøre klar?" Jeg råber ind i iltmasken "Neeej, du skal ikke klippe" og hun siger så kækt, ”Nej rolig nu Tina, det er fordi hun kommer lige om lidt”.

WHAT!!!! Det jeg kan se i spejle, kan da umuligt være ude om lidt!!! Der presses heftigt videre og min kæreste som har kigget meget ind i væggen, kigger nu på mig og som han siger: "Jeg pressede og var ildrød i hovedet - pludselig kom der et hov, hov, nej fra mig i iltmasken og et meget sjovt ansigtsudtryk" - og ud kommer vores lille elskede prinsesse i et pres.

Hun stikker i hyl og er lidt blå - det havde vi dog fået at vide at hun ville være, men de gned løs på hende, mens hun lå hos mig og hun var helt fin og velskabt og blev hurtigt ”lyserød” som hun skulle.

Åh mor og fars lille skat.

På stuen stod nu min jordemoder Anita, Sally ambulance-eleven, de to assistenter, bag- og forvagten plus min elskede kæreste. Min kæreste græd, men jeg var så overvældet, at jeg ikke rigtig fattede så meget. Kiggede bare min kæreste dybt i øjnene og sagde: "Her er hun skat, hun er vores". Anita spørger om jeg har flere presseveer, men nej.

Så siger hun ”Host Tina”, og jeg forsøger at hoste. Efter to minutter er moderkagen ude. Et par enkelte rifter, som får et par knuder.

Anita sige, at det er et under, at jeg ikke sprækker, da jeg havde så stor pressetrang i så længe.

Filippa Olivia blev født 13.14.

3 timer senere blev hun målt til 52 cm og 3650 gram. Hun har en stor fødselssvulst på højre side af hovedet, som dog havde fortaget sig mandag da vi tager hjem.

 

Tina Holm

Tina holm er uddannet kostvejleder fra Kostakademiet og læser til Biopat i biologisk medicin ved Institut for Biologisk Medicin. 

Tina er indehaver af "Klinik for biopati og kostvejledning", hvor hun arbejder med fokus på børn, unge, nervesystemet og hormonelle problemer. 

Tina er mor til pseudo-trillinger.

Nyeste artikler Tina Holm

Andre fødselsberetninger

Andre fødselsberetninger