Men behøver det at være sådan?
Hvorfor er det ikke de gode fødselshistorier, hjælpsomme tip og positive forældre-oplevelser, der kommer frem og binder stærke bånd?!
Vi burde hjælpe hinanden. Være der for hinanden. Ønske hinanden det bedste!
Forhåbentlig vil det gode i mennesket snart vinde indpas og overskygge jalousien, ondskaben og ønsket om andres dårligdom. På dette felt som på så mange andre...
Ro, tryghed og tro
Jeg ønsker at sprede lys over det konstruktive, at skabe ro, tryghed og troen på, at du som kvinde er skabt til at bære, føde og nære dit barn. For det er du!
På trods af menneskets selvudnævnte særstatus her på jorden, er faktum, at vi blot er et pattedyr og et flokdyr. Vi er altså skabt til at formere os, passe på hinanden og til at holde sammen. Men vi bliver forstyrret af den moderne verden og hører ikke længere det klingende ur-kald i vores indre. Som en spæd flamme, der brænder i nattens mulm og mørke er den der, og den næres til at brænde sig større med vores opmærksomhed.
En graviditet og fødsel er noget af det mest dyriske, vi kvinder kommer til at opleve. Giver man plads til at dyrke sin graviditet, det ufødte barn og selve fødslen, vil man mærke rigtigheden heri og mærke flammens varme, der vil give tro på den indre styrke som du bærer som kvinde.
Så er du gravid, står du med en fremtidig fødsel foran dig, så giv dette sted i dit liv lov at fylde. Dyrk det. Fordyb dig og spring med hovedet først ned i fordums hengemte kilde.
For når du til bunds heri, vil du mærke styrken vokse i dit indre, og du vil med garanti komme til at glæde dig til at opleve dét at sætte et barn til verden.
Hvad jeg selv gjorde, da jeg ventede mig vores første barn var at starte på et graviditets-yoga-hold. Yogaen havde allerede i mange år været mit kraftfulde åndelige redskab (læs mere om det her på vores blog), og den magi, der kan opstå når jeg sætter mine bare fødder på måttens bløde overflade, kendte jeg allerede til.
Men her i et rum fyldt med andre gravide med smukt struttende maver, ømme lænde og hævede ben, oplevede jeg en stærk samhørighed, som til tider synes at være glemt i en til tider egocentreret og hektisk verden. Og ikke kun en samhørighed kvinder imellem, men også med min baby i maven.
I et rum med åbenhed, hvor intet var tabubelagt, mærkede jeg igennem yogaens asanas (fysiske øvelser), guidede afspændinger og meditationer på barnet og mit ønskede moderskab hvordan, jeg lærte min krop og mit barn at kende, jeg fandt troen på mit eget værd som kvinde og ikke mindst min styrke. Det gav en enorm tryghed, der gennem graviditeten og den kontinuerlige dyrkelse af yoga og meditation, fremkaldte en umådelig spænding og længsel efter at få lov at skulle opleve at føde. Jeg begyndte for alvor at glæde mig, og jeg fik en stor tiltro til min egen mentale styrke, min krop og hvad den stod til at præstere.
Under meditationer og åndedrætsøvelser (ikke dem fra fødselsforberedelse, men fra yoga) visualiserede jeg mit barn samt dets rejse igennem min krop. Jeg visualiserede min ønske-fødsel, og planlagde sammen med min kæreste, hvordan vi ønskede forløbet skulle foregå - for gennem graviditets-yogaen fik jeg øjnene op for, at fødslen var min/vores helt alene; at ingen skulle diktere eller bestemme, hvordan det skulle være, men også, at hvis ikke jeg gjorde mig tanker herom ville en jordemoder blive nødt til at tage styringen, og risikoen for panik, angst og et dårligt forløb ville da være massivt større.
Så jeg skrev lister - sider op og sidder ned; en til min kæreste så han viste, hvilke værktøjer jeg brugte hvornår, og et brev så han, vigtigst af alt, vidste hvordan han kunne hjælpe mig og der ved ikke føle sig hjælpeløs og sat af på sidelinjen (alt dette havde jeg selvfølgelig snakket med ham om løbende, men nogle gange er det godt at have ting nedskrevet, så det bliver manifesteret, mere håndgribeligt og der ved ikke så nemt siver ud af hukommelsen). Jeg skrev en liste til jordemoderen, der skulle assistere, så hun med det samme kendte til mine/vores behov, ønsker og forventninger.
Min kæreste og jeg valgte afslappende musik som vi ønskede at afspille under fødslen, og vi spillede den for vores ufødte barn under graviditeten.
Jeg lavede styrkende øvelser for krop og sind, mediterede og lavede åndedrætsøvelser hver aften, masserede mit mellemkød dagligt ugerne op til termin med økologisk e-vitaminolie for at undgå bristninger (se, hvordan her - det kan anbefales for det virker!) og visualiserede gang på gang mit barn og dets forekommende rejse.
Jeg ønskede brændende en hjemmefødsel, men min kæreste, der ikke ville kunne tilgive sig selv, hvis det gik galt for mig eller barnet, var ikke tryg ved det, og da han skulle være min klippe under fødslen og havde en ligeså stor andel i oplevelsen, valgte vi sygehuset (havde vi dengang vidst, at hjemmefødsler er langt mindre risikofyldte, og havde vi haft evnen til at være forudsynet og set, at fødslen ville gå langt udover forventet, havde vi ikke tøvet et sekund med en hjemmefødsel!).
Men det blev smukt - meget smukkere end ord kan beskrive.
Jeg fødte vores førstefødte i vand med udelukkende yoga, meditation og vand som smertelindrende. Jeg mærkede vores barns rejse igennem min krop, arbejdede med smerten (i stedet for imod).
Jeg forholdt mig udelukkende til en ve af gangen, fulgte dens forløb med forundring, ydmyghed og dansede/bevægede mig igennem for at hjælpe barnet ud, og jeg så hver en ve som værende et skridt tættere på at møde vores barn; når veen var forbi ville der være én mindre at skulle igennem. Jeg var nysgerrig på smerten, og derved tabte/ændrede den styrke, og til min egen store forundring kan jeg fortælle, at det ikke gjorde synderligt ondt at føde; men det ved jeg udelukkende skyldes min mentale tilgang og træning af denne, for min krop var i den grad på overarbejde og jeg havde voldsomme sammentrækninger, ja endda ve-storm på et tidspunkt i forløbet, og kunne let have ladet mig føre af smerte og panik, og i så fald havde det været en hel anderledes oplevelse.
I yogaen havde jeg lært, hvordan en afslappet kæbe og åbne hænder gør, at man ikke kan spænde op i underlivet, da der er en direkte forbindelse mellem disse punkter, så det var mit største fokuspunkt sammen med mit yoga-åndedræt og mit selvopfundne mantra.
Modarbejdede jeg mig selv, strøg min kæreste mig blidt på hænder eller ansigt som en påmindelse. Han strøg min ryg fra skuldrene og ned, masserede blidt min lænd og sørgede dermed for, at oxytocin-niveauet ("kærlighedshormonet", der dæmper smerter) var i top, og var min krop for overstimuleret/sensitiv og berøringer derfor ubehagelige, holdt han min hånd og hviskede mig mine mantraer (alt dette stod bl.a. i brevet til ham).
Han var min klippe igennem fødslen, og vi følte en dyb forbundethed.
Det var min kærestes og min oplevelse alene, og det var magisk. Jeg tog selv imod vores søn; op af vandspejlet kom livet selv med øjne fulde af visdom som var han en gammel sjæl. Det smukkeste lille væsen, der stjal mit hjerte lige der.
Vi ønskede sen afnavling, ro i rummet og tid til nærvær, kærlighed og fordybelse med dæmpet belysning og meditativ musik. Vi fik vores drømmefødsel, og det var så umådeligt hjertegribende smukt. Vi fik alt, hvad vi ønskede os, og ikke kun det, men også livets største gave - forældreskabet og et barn, der for altid vil være vores spejl til selvransagelse.
Og den store mentale og fysiske fordybelse, jeg havde været igennem under graviditeten kom tifoldigt igen, og gjorde, at fødslen udelukkende blev en positiv oplevelse som jeg ser tilbage på med stor stolthed, fascination og ydmyghed. For hold nu fast; jeg bøjer mig i støvet over, hvor fantastisk kvindekroppen er, og hvor stærk psyken er, når blot man arbejder med den.
Og hvad betyder det, at kroppen forandrer sig, når man har båret, født og næret livets største gave?! I sidste ende er livet foranderlighed, og omfavner man dette faktum i stedet for at arbejde imod, udviskes bekymringerne og svæver til vejrs som natteduggen i græsset, der rammes af solens varme.
Du er en kvinde.
Du er smuk.
Du er stærk, og du er sej!
Måske har du endda en mand, som jeg selv, der synes, at du er endnu smukkere nu end før du fødte - han har set din råstyrke, din sårbarhed, dit rene selv og du har skænket ham et barn!
Jeg ønsker på ingen måde at negligere de kvinder, der oplever en svær graviditet, en benhård fødsel eller som af forskellige årsager får en svær start på moderskabet - slet ikke!
Mit håb med denne artikel er at videregive lysten til at sprede det gode, så det som ringe i vandet kan ændre den dystre overflade.
Lad os stå sammen og hjælpe hinanden; gøre livet bedre for os selv og hinanden - lad os møde hinanden med åbne arme og lyttende hjerter. For realiteterne er nu engang sådan, at dét vi giver vores opmærksomhed og dét vi fylder vores tanker og hverdag med, det skaber i sidste ende vores liv.
