Skal jordemoderen eller den fødende kvinde styre fødslens forløb? Det spørgsmål besvares nemt og klart af den officielle anbefaling og den almindelige praksis på danske fødegange: Det skal jordemoderen. Men har den overbevisning egentlig videnskabeligt belæg? Mon den fødendes instinkter er bedre til at styre pressetrangen end en fremmed professionel? Det mener den britiske jordemoder Rachel Reed i en artikel til det førende jordemoderfaglige tidsskrift The Practising Midwife.
”Gisp, gisp mere, du må ikke presse endnu! Ok, kom nu med et par forsigtige pres….STOP, nu skal du gispe igen – og pres så, pres alt, hvad du kan, en dyb indånding, hovedet ned på brystet, pres – STOP..” og så videre. Kan du genkende det?
På et tidspunkt under overgangen mellem første og anden fase under en fødsel får størstedelen af fødende trang til at presse nedad. Kvindens kropslige signaler fortolkes af jordemoderen på baggrund af hendes professionelle erfaring, og jordemoderen guider derpå kvindens måde at presse.
Der eksisterer et væld af faglige anbefalinger og teknikker, der skal hjælpe jordemoderen, hjælpe den fødende, med at styre pressetrangen, og kvinder undervises under fødselsforberedelsen i særlige vejrtrækningsteknikker såsom at gispe, der skal hjælpe dem med at modarbejde pressetrangen under fødslen, hvis de får besked af jordemoderen på at holde igen og lade være med at presse.
Men Reed har undersøgt de faglige begrundelser for at styre de fødendes instinktive pres.
En række undersøgelser viser, at det ikke er en fordel at bede den fødede om at presse, hvis hun ikke gør det af sig selv – det skaber tværtimod potentielt problemer for både mor og barn.
Andre undersøgelser, som Rachel Reed gennemgår i artiklen, underbygger hendes egen professionelle erfaring om, at jordemoderen gør klogest i at lade kvinden selv styre, hvornår og hvordan hun presser. At bede en fødende om at modarbejde pressetrangen har ikke videnskabeligt belæg, selvom det ellers praktiseres med den begrundelse, at det formindsker chancen for bristninger.
Man tør som læser og som mor næsten ikke tro på det – men Reed argumenter for, at jordemoderens fornemste opgave er at informere kvinden om fødslens forløb og hendes egen anatomi, og så ellers støtte hendes maksimalt i troen på, at hendes krop ved, hvad der skal ske, og at hun skal gøre, hvad den beder hende om.
En fødende kvinde skal ikke gøre, hvad der bliver sagt - underforstået, at der her er tale om ukomplicerede fødsler. Hun skal ikke stå på alle 4, hvis hun heller vil stå op. Hun skal ikke lade være med at presse, hvis det er det eneste, hun har lyst til. Hun skal ikke undersøges indeni hele tiden, og hun skal ikke åbne bækkenet med begge ben ud til siderne, hvis hun slet ikke har lyst.
Reed fortæller os, at kvinder, der føder uden at blive guidet, klarer det fornemt og meget mere organisk, end en kvinde, der ikke følger kroppens signaler.
Den kontroversielle jordemoder advarer om at blande sig utidigt i det naturlige og instinktive fødselsforløb – for alle signaler, skrig, bevægelser, pres og udåndinger har en funktion, som hvis uforstyrret giver kvinden de absolut bedste betingelser for at føde.
Så måske vil jordemødrenes kommandoer, der høres mange steder på fødegangene, over de næste år forandre sig fra ”Du må ikke presse” til ”Du kan godt, du skal tro på dig selv, du er eksperten”.
Læs også: Tro på din egen styrke og tag hånd om din fødsel
Kilde: midwifethinking.com - "Supporting womens instinctive pushing behaviour during birth"
