”Vi er så vant til at tænke på fødsler som noget udelukkende positivt og glædeligt og glemmer derfor, at en fødsel kan udvikle sig til en oplevelse, der er fuldt ud lige så skræmmende for den fødende som et overfald.
Folk, herunder sundhedspersonalet, glemmer derfor at spørge eller overhovedet overveje den risiko, og kvinden selv er måske så overvældet og skræmt af sin oplevelse og bange for, om hun er ved at blive skør, at hun også putter sig med det og ikke fortæller, hvor slemt hun egentlig har det.
Jeg tror generelt, at myten om den lykkelige nybagte mor gør det svært for mange at sige det højt, hvis deres indre virkelighed oven på en barnefødsel er alt andet end lykkelig.”
Ovenstående citat stammer fra et interview i bogen ”Efterveerne – Den traumatiske fødsel” og opsummerer på fin vis det tabu, som afdækkes i bogen.
Nemlig at en fødsel kan være en meget traumatisk oplevelse – og at omverden automatisk regner med og forventer, at fødslen er en pragtfuld begivenhed for både den nybagte mor, hendes partner og det lille ny barn.
Men når den nybagte mor efter nogen tid stadig har flashbacks til fødslen, har svært ved at genkalde sig positive minder fra forløbet og måske endda undgår alt, der har med fødsler og graviditet at gøre, ja, så kan der være tale om, at fødselsforløbet for hende har været så traumatisk en hændelse, at hun er blevet ramt af fødselsrelateret PTSD, og at der dermed skal iværksættes den rigtige behandling i forhold til dette.
Traumatiske fødsler og fødselsrelateret PTSD rammer en ganske stor del af fødende og nybagte mødre hvert eneste år.
Både danske og internationale forskere og behandlere inden for området, som i interviews har givet vigtige bidrag til bogen ved at viderebringe viden og forskningsresultater, antager, at 20-33 % af alle fødende oplever fødselsforløbet som traumatisk, og at 2-6% efterfølgende får fødselsrelateret PTSD som følge af traumatiske fødselsforløb.
Det er meget vigtigt at slå fast, at fødselsrelateret PTSD ikke er det samme som fødselsdepression og derfor heller ikke skal behandles på samme måde. Der skal først og fremmest terapeutisk behandling til i forhold til PTSD, og ”Efterveerne – Den traumatiske fødsel” giver forskellige gode bud på hvilke behandlingsformer, der er effektive i forhold til PTSD.
Bogen består af 4 dele, hvoraf del 1 består af personlige beretninger om traumatiske førdselsforløb. Her fortæller kvinder hudløst ærligt om deres traumatiske fødselsforløb, og der vil for mange sikkert være genkendelse fra egne fødselsforløb i flere af beretningerne.
Beretningerne giver også et væsentligt indblik i et sundhedsvæsen, der ikke fungerer optimalt, hverken i graviditetsfasen, under selve fødselsforløbet eller efterfølgende i tiden med det lille nyfødte barn.
Det bør i høj grad give stof til eftertanke og handling hos både sundheds- og omsorgspersonale som hos de ansvarlige politikere på området. Meget kunne være forebygget og undgået uden meromkostninger.
Del 2 består af interviews med professionelle på sundhedsområdet, herunder både danske og internationale forskere, behandlere, fødsels- og sundhedspersonale. Alle videregiver de vigtig viden på forskellige relevante områder som traumatiske fødsler, fødselsrelateret PTSD, forebyggelsestiltag og behandlingsformer, ligesom de kommer med oplagte bud på tiltrængte forandringer inden for fødselsområdet og i den efterfølgende opfølgning hos praktiserende læge.
Del 3 samler op på forskningsresultater inden for traumatiske fødsler, fødselsangst og PTSD i forbindelse med fødsler. Et område, som ikke har fået den store opmærksomhed, trods det at der har været forsket i det i en del år efterhånden.
Del 4 gør opmærksom på den fødendes ønsker og kommer også med gode råd til pårørende.
”Efterveerne – Den traumatiske fødsel” udkom den 15. januar 2015 på forlaget TURBINE. Du kan læse mere her og er siden blevet anmeldt og omtalt mange steder.Her bringes nogle udklip fra bogen – først de personlige beretninger og dernæst interviews med de professionelle:
”Han nåede at se, at de fandt en skalpel frem. Så lavede de et snit, og jeg rev fat i Jack og skreg og vred mig, så de var nødt til at holde mig. Jeg fik at vide, at jeg skulle presse, for baby skulle ud nu! Jeg pressede, så jeg følte, det hele var ved at sprænges.”
”Jeg fik fortrængt fødslen mere og mere, og jeg meldte ud, at jeg ikke ville have flere børn, for jeg skulle på ingen måde igennem en lignende oplevelse igen. Jeg bildte mig selv ind, at oplevelsen måtte betyde, at jeg ikke skulle eller ville have flere børn. Omgivelserne blev også bildt ind, at jeg ikke havde lyst til at få flere børn. I bund og grund havde jeg lyst til et barn mere, men jeg turde simpelthen ikke føde igen. Så lysten til endnu et barn blev skubbet mere og mere i baggrunden. Angsten for at føde overskyggede lysten til at få et barn mere.”
”Når jeg skulle falde i søvn, begyndte billeder af fødselsforløbet og veerne at køre rundt i hovedet på mig. Jeg havde nærmest tankemylder omkring det. Det betød også, at søvn om dagen nærmest var udelukket, for jeg endte altid med at græde på grund af tankerne om fødslen. På det tidspunkt var jeg alligevel ikke rigtigt bevidst om, at den kunne være kimen til mine problemer. Jeg troede udelukkende, det var søvnmangel, der var årsagen til min tilstand.”
Interwiews med fagpersonale:
”Det er ikke smerterne i sig selv, der er traumatiserende for kvinderne, men for eksempel oplevelsen af ubærlig smerte i kombination med opfattelsen af at blive nægtet smertelindring af en ikke-samarbejdsvillig omsorgsperson.”
”Til sidst vil jeg slå fast, at det aldrig nogensinde er den enkelte kvindes egen skyld eller eget ansvar, hvis hun får PTSD i forbindelse med fødslen. PTSD skal forstås ud fra mange forskellige niveauer og forskellige systemer og er afhængig af mange forskellige faktorer.
Én ting er dog sikker: Man får ikke PTSD på grund af bristede illusioner eller ødelagte romantiske forestillinger om fødselsforløbet.”
”For rigtig mange kvinder kan det også være stærkt traumatiserende at blive adskilt fra barnet lige efter fødslen. Man ved, at den tætte kontakt lige efter fødslen betyder meget for tilknytningen mellem mor og barn. Det betyder i det hele taget en stor del for hele barnets udvikling af nervesystem og hjerne, at det første møde med mor er godt.”
